Scenen er sat:
Himlen er høj og blå, med en klar efterårs sol på. Frosten bider let i kinderne og den varme Coffee i To-Go kop, afgiver en mild varme igennem sælskindslufferne.

Opvarmende spejling med trance elementer …
Taktfast følger jeg hans skridt. Tik tak tik tak. Fast ens takt.
Jeg lader mine sko lyde lidt højere end hans fodtrin lyder. Tik tak tik tak. Taktfast som en metronom.

Vi går side ved side, jeg følger hans bevægelser og kan se ud af øjenkrogen, hvor hans øjne kigger hen, når jeg stiller et spørgsmål.

Submodaliteter og billedforstørrelse …
Han præsenterer en aktuel udfordring han har, ved at føle motivation til at få læst sine lektier.
Han har lige været ved eksamen. Han fik 7 og de andre i gruppen fik hhv. 10 og 12.
Først bliver han ramt af, “Hvorfor får jeg ikke lige så god som dem?”.
Hvor efter han godt ved, at han ikke har forberedt sig lige så fokuseret som de har.

7 er egentlig en okey karakter, når der ingen forberedelse og motivation har været.
Men alligevel bliver han ramt af følelsen “Hvorfor er jeg ikke god nok?”

Jeg spoler frem til en oplevelse han har haft, hvor han vidste han havde “styr på sit pis”
En gang blev han Headhuntet til et fodbold hold som målmand.
Og det var særligt 2 billeder der repræsenterede det for ham.
1 hvor han står i vandpytten af et mål.
Og et andet hvor træneren siger “Lad os tage ud og købe et par handsker til dig inden næste træning”
En lille ting som for ham var en stor anerkendelse af at han var noget særligt.

Han kigger langt ud lidt til venstre for sig når han kigger på Vandpytten af et Mål.
Og det andet billede, ligger lige ved siden af, samme retning, afstand og vinkel.
Vi stopper op. Jeg spørg ind til billedet “Beskriv scenen for mig!”
Beder ham om at gøre det større og trække det tættere på.
Det gør han. Han står lidt. Et sagligt smil begynder at kunne anes i hans mundvige.

“Hvordan vil det været at læse dine lektier herfra?”
Hans øjne finder et nyt sted. “Hmm … ”
Han retter ryggen og hagen lidt op, løfter hovedet og hagen i den retning øjnene nu kigger.
“Dejligt … hmm sjovt!” siger han efterfølgende forundret.
Hvordan vil det være at læse lektier herfra i 55 min. og så en pause hvor du tager adgang til dine 2 billeder, drikker en kop kaffe og ryger en smøg. Og så tilbage igen? Stil et ur så det kun bliver 55 min pr. gang. Hvordan vil det være?
“Fint!” ryger det ud af ham. “Okey, – gør det!”

1. 2. 3. Position
Vi går videre og snakken falder på at han nogen gange oplever den her følelse af ikke at være god nok.
Han oplever den ofte når han er sammen med et par venner han har.
Hvor det er ham der har introduceret de to andre til hinanden.
De er efterfølgende gået hen og blevet BestBuddies, hvilket han nogen gange godt kunne tænke sig et få en anerkendelse for.
Vi taler lidt frem og tilbage. Jeg skifter imellem eksempler hvor han er i 1. potition og eksempler fra mit eget liv, hvor han kan gå og være betragter fra 2. potition.

Jeg fortæller et eksempel om hvor meget kærlighed jeg har til min ex.
Jeg ønsker ham det bedste. Men han kan ikke finde ud af at behandle mig ordenligt. Derfor måtte jeg gå.
Alle de store og positive følelser af kærlighed, liv og passion som jeg gerne ville gi ham, men som han ikke var modtagelig for, da jeg var afsenderen. Kan jeg nu se han har sammen med vores søn.
Hvis det ikke havde været for mig, så havde min ex ikke oplevet de følelser inden for vesten. Ganske givet noget andet med en anden. Men ikke præcis det jeg kan se han får sammen med vores søn. Selvom han ikke siger det direkte til mig, så kan jeg trække anerkendelsen ud af det jeg kan se. De følelser min ex i dag har sammen med vores søn, er takket været mig.

Med den historie fik han lov til at se det fra 3 position. Der hvor han blot betragter uden at have følelser involveret.
Så spurgte jeg ind til hvordan det ville være at se på sine to kammerater have det fedt sammen, herfra …

“Dejligt … bekræftende!” siger han med en blød stemme med luft på og skulderne falder lidt ned samtidig.
Et kærligt og rørt smil indtager hans ansigt. “Fedt!”

En tur i traume biografen … aka BrainF*ck
“Hvad skal vi så arbejde med?”

Han fortæller at han altid bliver pisse sur, når hans kammerater laver Houdinien, når de er i byen.
Pludselig er de væk alle sammen, uden at give ham besked hvor de gik hen.
Den her følelse af at blive forladt, gør ham pisse vred.

Vrede er vores forsvarsfølelse. Den popper op når vi føler os truet. Hvad er det han føler sig truet af.
At være efterladt alene, som den eneste i flokken, klar til at blive spist af uvisheden.
Vores gamle del af hjernen scanner uanset hvilken kontekst vi er i, primært efter “Er der noget der spiser mig?”
Og når hele flokken er væk, så plejer det at tricke flugten i sidste medlem, der er tilbage af flokken.

Jeg spørger hvornår han har oplevet den følelse første gang.
“Det ved jeg ikke … det er ihvertfald ikke den gang jeg blev efterladt alene i Føtex”, griner han lidt nervøst.

Grin bliver i nogen tilfælde brugt som et forsvar “at ryste døden af sig”.
Ligesom gazellen ryster i munden på løven, og i nogen tilfælde lykkedes med at ryste sig fri.

Jeg spørger videre ind til oplevelsen i Føtex. Han var 6 år. Og havde 2 billeder af det. Et hvor han så sig selv stå og græde i legetøjsafdelingen. Og et af sin Mor der står oppe i kunde service og leder efter ham.

Jeg beder ham forestille sig at han sidder i en biograf. Helt alene i salen. Han sidder og ser en film om en lille 6 årig dreng, der er blevet forladt af sin Mor i legetøjs afdelingen. Han ser en dame komme hen og give ham en hånd, og viser ham hvor hans mor er. Han ser sin Mor i Kundeservice. Går hen til hende. Græder, men med en følelse af lethed og “Der er en der passer på mig”.
Hans Mor siger lidt grinende “Nåh der var du …!” Han høre det ikke, står bare med hendes arme om sig og græder lidt i lethed over at hun passer på ham.

Jeg beder ham om at hoppe op i Operatør rummet. Og se ham sidde alene nede i salen, se filmen med den lille dreng på 6 år.
Jeg beder ham se den som betragteren fra Operatør rummet. Jeg beder ham om at se hele filmen baglæns. Moren, damen, drengen. Og forlæns igen. Drengen, damen, Moren. Og endnu engang baglæns Moren, Damen, Drengen. Og den sidste gang forlæns. Drengen, Damen, Moren.

Til sidst beder jeg ham sætte sig tilbage midt i salen, som ham og se filmen derfra.
“Kig til venstre for dig”, siger jeg. “Der ser du mig! Hej!” “Hej!” siger han lidt overrasket.
“Iaften når du skal en tur i byen med drengene, så laver de sikkert Houdinien, som de plejer. Hvordan vil det være?”
Han tænker lidt … “Hmm … helt fint! De kommer jo sikkert tilbage på et tidspunkt, tænker jeg!”

Som baggrundsmusik …
Alt imens jeg har spurgt ind til hans billeder, kridtet scenen op og givet ham direkte kommandoer, har jeg gjort det med en fast takt i mine og dermed vores trin. Min stemme har ligget i et blødt toneleje, med et lidt nedsat tempo i forhold til min stemmes Baseline. Og mine spørgsmål eller direkte opmærksomheds henvisninger har jeg sagt med en rytme der passede ind i vores trin rytme. Ben og overkroppens bevægelser har fulgt hinanden … som en silhuet af hinanden.

Alt sammen noget der booster flokdyrsmentaliteten “Du er en af mine”, rytmen har holdt en fast trancerende rytme, som en metronom, og min stemme har været et hypnotisk anker på de oplevelser jeg har udfoldet sammen med ham.

På tilbagevejen hen over Sletten i Dyrehaven ser vi en flok rådyr der står som et komplet spejl af hinanden. De følger hinandens bevægelser, de synger deres lyde i samme takt. Når en begynder at løbe, følger de andre efter i samme rytme og takt.

Da vi går tilbage lader jeg hans hjerne slappe lidt af efter den BrainF*cking jeg lige havde sendt ham igennem. Tiltrængt, for lige efter biografturen, begyndte han at få let hovedpine, tungeskridt og et tungt hoved.
Jeg skiftede min stemmes rytme og vores takt op i et højere tempo, og talte om “vind og vejr” med store armbevægelser.

Han spørg mig “Har du nogen sinde langt nogen i trance?” … “Det er det du lige har oplevet!” svarede jeg ham. “Han så undrende på mig. “Der er noget der hedder DownTime Trance. Det er der hvor du ligger og er helt væk. Din hjerne bølger går lidt ned. Det du lige har oplevet det er en UpTime Trance. Der hvor du mentalt er et andet sted end kroppen og bliver guidet via mine henvisninger.” … “Vildt!” sagde han … “Hvordan gjorde du det?” Jeg skiftede skridtenes tempo og rytme tilbage til det vi kom fra og sagde med den bløde stemme som jeg havde brugt tildligere “Sådan her!” … Han smilede … “Sjovt … jeg der der jo igen .. i biografen, Føtex, på baren med gutterne, til fodbold … !” “Crazy Wild Stuff!”

Simple sh*t!
But it ain`t easy …