|
Vi tager flere og flere Selfie`s.
Men hvad fortæller din selfie egentlig om dig?
Læs med her: TV2.dk: Hvad siger din selfie om dig?
Scenen er sat:
Himlen er høj og blå, med en klar efterårs sol på. Frosten bider let i kinderne og den varme Coffee i To-Go kop, afgiver en mild varme igennem sælskindslufferne.
Opvarmende spejling med trance elementer …
Taktfast følger jeg hans skridt. Tik tak tik tak. Fast ens takt.
Jeg lader mine sko lyde lidt højere end hans fodtrin lyder. Tik tak tik tak. Taktfast som en metronom.
Vi går side ved side, jeg følger hans bevægelser og kan se ud af øjenkrogen, hvor hans øjne kigger hen, når jeg stiller et spørgsmål.
Submodaliteter og billedforstørrelse …
Han præsenterer en aktuel udfordring han har, ved at føle motivation til at få læst sine lektier.
Han har lige været ved eksamen. Han fik 7 og de andre i gruppen fik hhv. 10 og 12.
Først bliver han ramt af, “Hvorfor får jeg ikke lige så god som dem?”.
Hvor efter han godt ved, at han ikke har forberedt sig lige så fokuseret som de har.
7 er egentlig en okey karakter, når der ingen forberedelse og motivation har været.
Men alligevel bliver han ramt af følelsen “Hvorfor er jeg ikke god nok?”
Jeg spoler frem til en oplevelse han har haft, hvor han vidste han havde “styr på sit pis”
En gang blev han Headhuntet til et fodbold hold som målmand.
Og det var særligt 2 billeder der repræsenterede det for ham.
1 hvor han står i vandpytten af et mål.
Og et andet hvor træneren siger “Lad os tage ud og købe et par handsker til dig inden næste træning”
En lille ting som for ham var en stor anerkendelse af at han var noget særligt.
Han kigger langt ud lidt til venstre for sig når han kigger på Vandpytten af et Mål.
Og det andet billede, ligger lige ved siden af, samme retning, afstand og vinkel.
Vi stopper op. Jeg spørg ind til billedet “Beskriv scenen for mig!”
Beder ham om at gøre det større og trække det tættere på.
Det gør han. Han står lidt. Et sagligt smil begynder at kunne anes i hans mundvige.
“Hvordan vil det været at læse dine lektier herfra?”
Hans øjne finder et nyt sted. “Hmm … ”
Han retter ryggen og hagen lidt op, løfter hovedet og hagen i den retning øjnene nu kigger.
“Dejligt … hmm sjovt!” siger han efterfølgende forundret.
Hvordan vil det være at læse lektier herfra i 55 min. og så en pause hvor du tager adgang til dine 2 billeder, drikker en kop kaffe og ryger en smøg. Og så tilbage igen? Stil et ur så det kun bliver 55 min pr. gang. Hvordan vil det være?
“Fint!” ryger det ud af ham. “Okey, – gør det!”
1. 2. 3. Position
Vi går videre og snakken falder på at han nogen gange oplever den her følelse af ikke at være god nok.
Han oplever den ofte når han er sammen med et par venner han har.
Hvor det er ham der har introduceret de to andre til hinanden.
De er efterfølgende gået hen og blevet BestBuddies, hvilket han nogen gange godt kunne tænke sig et få en anerkendelse for.
Vi taler lidt frem og tilbage. Jeg skifter imellem eksempler hvor han er i 1. potition og eksempler fra mit eget liv, hvor han kan gå og være betragter fra 2. potition.
Jeg fortæller et eksempel om hvor meget kærlighed jeg har til min ex.
Jeg ønsker ham det bedste. Men han kan ikke finde ud af at behandle mig ordenligt. Derfor måtte jeg gå.
Alle de store og positive følelser af kærlighed, liv og passion som jeg gerne ville gi ham, men som han ikke var modtagelig for, da jeg var afsenderen. Kan jeg nu se han har sammen med vores søn.
Hvis det ikke havde været for mig, så havde min ex ikke oplevet de følelser inden for vesten. Ganske givet noget andet med en anden. Men ikke præcis det jeg kan se han får sammen med vores søn. Selvom han ikke siger det direkte til mig, så kan jeg trække anerkendelsen ud af det jeg kan se. De følelser min ex i dag har sammen med vores søn, er takket været mig.
Med den historie fik han lov til at se det fra 3 position. Der hvor han blot betragter uden at have følelser involveret.
Så spurgte jeg ind til hvordan det ville være at se på sine to kammerater have det fedt sammen, herfra …
“Dejligt … bekræftende!” siger han med en blød stemme med luft på og skulderne falder lidt ned samtidig.
Et kærligt og rørt smil indtager hans ansigt. “Fedt!”
En tur i traume biografen … aka BrainF*ck
“Hvad skal vi så arbejde med?”
Han fortæller at han altid bliver pisse sur, når hans kammerater laver Houdinien, når de er i byen.
Pludselig er de væk alle sammen, uden at give ham besked hvor de gik hen.
Den her følelse af at blive forladt, gør ham pisse vred.
Vrede er vores forsvarsfølelse. Den popper op når vi føler os truet. Hvad er det han føler sig truet af.
At være efterladt alene, som den eneste i flokken, klar til at blive spist af uvisheden.
Vores gamle del af hjernen scanner uanset hvilken kontekst vi er i, primært efter “Er der noget der spiser mig?”
Og når hele flokken er væk, så plejer det at tricke flugten i sidste medlem, der er tilbage af flokken.
Jeg spørger hvornår han har oplevet den følelse første gang.
“Det ved jeg ikke … det er ihvertfald ikke den gang jeg blev efterladt alene i Føtex”, griner han lidt nervøst.
Grin bliver i nogen tilfælde brugt som et forsvar “at ryste døden af sig”.
Ligesom gazellen ryster i munden på løven, og i nogen tilfælde lykkedes med at ryste sig fri.
Jeg spørger videre ind til oplevelsen i Føtex. Han var 6 år. Og havde 2 billeder af det. Et hvor han så sig selv stå og græde i legetøjsafdelingen. Og et af sin Mor der står oppe i kunde service og leder efter ham.
Jeg beder ham forestille sig at han sidder i en biograf. Helt alene i salen. Han sidder og ser en film om en lille 6 årig dreng, der er blevet forladt af sin Mor i legetøjs afdelingen. Han ser en dame komme hen og give ham en hånd, og viser ham hvor hans mor er. Han ser sin Mor i Kundeservice. Går hen til hende. Græder, men med en følelse af lethed og “Der er en der passer på mig”.
Hans Mor siger lidt grinende “Nåh der var du …!” Han høre det ikke, står bare med hendes arme om sig og græder lidt i lethed over at hun passer på ham.
Jeg beder ham om at hoppe op i Operatør rummet. Og se ham sidde alene nede i salen, se filmen med den lille dreng på 6 år.
Jeg beder ham se den som betragteren fra Operatør rummet. Jeg beder ham om at se hele filmen baglæns. Moren, damen, drengen. Og forlæns igen. Drengen, damen, Moren. Og endnu engang baglæns Moren, Damen, Drengen. Og den sidste gang forlæns. Drengen, Damen, Moren.
Til sidst beder jeg ham sætte sig tilbage midt i salen, som ham og se filmen derfra.
“Kig til venstre for dig”, siger jeg. “Der ser du mig! Hej!” “Hej!” siger han lidt overrasket.
“Iaften når du skal en tur i byen med drengene, så laver de sikkert Houdinien, som de plejer. Hvordan vil det være?”
Han tænker lidt … “Hmm … helt fint! De kommer jo sikkert tilbage på et tidspunkt, tænker jeg!”
Som baggrundsmusik …
Alt imens jeg har spurgt ind til hans billeder, kridtet scenen op og givet ham direkte kommandoer, har jeg gjort det med en fast takt i mine og dermed vores trin. Min stemme har ligget i et blødt toneleje, med et lidt nedsat tempo i forhold til min stemmes Baseline. Og mine spørgsmål eller direkte opmærksomheds henvisninger har jeg sagt med en rytme der passede ind i vores trin rytme. Ben og overkroppens bevægelser har fulgt hinanden … som en silhuet af hinanden.
Alt sammen noget der booster flokdyrsmentaliteten “Du er en af mine”, rytmen har holdt en fast trancerende rytme, som en metronom, og min stemme har været et hypnotisk anker på de oplevelser jeg har udfoldet sammen med ham.
På tilbagevejen hen over Sletten i Dyrehaven ser vi en flok rådyr der står som et komplet spejl af hinanden. De følger hinandens bevægelser, de synger deres lyde i samme takt. Når en begynder at løbe, følger de andre efter i samme rytme og takt.
Da vi går tilbage lader jeg hans hjerne slappe lidt af efter den BrainF*cking jeg lige havde sendt ham igennem. Tiltrængt, for lige efter biografturen, begyndte han at få let hovedpine, tungeskridt og et tungt hoved.
Jeg skiftede min stemmes rytme og vores takt op i et højere tempo, og talte om “vind og vejr” med store armbevægelser.
Han spørg mig “Har du nogen sinde langt nogen i trance?” … “Det er det du lige har oplevet!” svarede jeg ham. “Han så undrende på mig. “Der er noget der hedder DownTime Trance. Det er der hvor du ligger og er helt væk. Din hjerne bølger går lidt ned. Det du lige har oplevet det er en UpTime Trance. Der hvor du mentalt er et andet sted end kroppen og bliver guidet via mine henvisninger.” … “Vildt!” sagde han … “Hvordan gjorde du det?” Jeg skiftede skridtenes tempo og rytme tilbage til det vi kom fra og sagde med den bløde stemme som jeg havde brugt tildligere “Sådan her!” … Han smilede … “Sjovt … jeg der der jo igen .. i biografen, Føtex, på baren med gutterne, til fodbold … !” “Crazy Wild Stuff!”
Simple sh*t!
But it ain`t easy …
Dette er til dato den mest læste og refererede artikel jeg har været med i, til dato.
Et træk ved mundvigen siger mere end ord, og dine øjenmusklers udvikling fortæller om, hvordan du har levet dit liv.
Et træk ved mundvigen siger mere end ord, og dine øjenmusklers udvikling fortæller om, hvordan du har levet dit liv. Pernille Slot er ekspert i at tyde ansigtsudtryk, og hun fortæller her om, hvordan du får et indblik i din egen og andres mimik.
Hun ser, hvem vi er ud fra størrelsen på vores ansigtsmuskler og de rynker, der er opstået på grund af flittigt brug af store og små grimasser. Selv de mindste detaljer får hun med. De er vigtige, for det er mikroudtrykkene, der for alvor fortæller om, hvad der foregår indeni et menneske.
Læs bl.a. hvad jeg kunne se på Stein Baggers ansigt allerede ved første øjekast ..
Læs mere her på TV2.dk: https://livsstil.tv2.dk/ekspert-saadan-sladrer-dit-ansigt-om-dig
#myteromløgn
Når du kigger op til venstre, konstruerer du historien og lyver!
Der findes en god gammel klassisk NLP model fra 70`erne, der siger at kigger du op til højre så husker du i billeder og kigger du op til venstre, så konstruerer du billeder.
Det er også rigtigt nok … i NOGEN tilfælde.
Så er der også, de mennesker som er cross wired, hvor det hele er modsat. Altså hvor de husker til venstre og konstruerer til højre.
Og så er der alle os andre, der er påvirket af kontekst, tilstand og hvor vores individuelle data-silo lige er lokeret.
Du kan læs mere om hvordan dine øjne fortæller, hvilken data-silo din hjerne er i gang med, at hente data fra, her:
Jeg kommer til at tænke på: Er det omvendt?
Altså husket til venstre og konstrueret til højre?
Og er det så set fra den der observerer eller den der udfører signalet?
Jeg kan aldrig huske det …
Hmm …
Det fortæller måske også noget, om hvor meget den model holder i virkeligheden, tænker jeg.
Når du observerer en person der kigger op til venstre, – må du for et splitsekund, gå ind i hovedet på dig selv, og se modellen foran dig, for at huske og vide, hvad det signal betyder.
Når du så kommer ud af din indre research, så er øjeblikket, hvor du kunne bruge den viden om det signal, – forældet.
Så for mig at se, er det en model, som kræver mere fokus og energi at huske, end den skaber hurtige brugbare resultater.
Resten af modellen:
- Vi kigger op, når vi ser indre billede.
- Kigger ud langs ørene, når vi høre lyde.
- Og vi kigger ned langs kroppen, når vi mærker følelser.
… hænger meget godt sammen med resten af kroppen.
Vi tester lige …
1) Tænk på et sted du gerne vil hen, næste gang du skal på ferie.
Hvordan forestiller du dig, at der ser ud?
Hvad vil du gerne se?
Hvor kigger du hen?
2) Hvordan lyder dit stykke yndlingsmusik?
Hvor mange instrumenter er der?
Hvor mange stemmer er der?
Hvor kigger du hen?
3) Hvilken følelse gir det stykke musik dig?
Hvordan kan du mærke det?
Hvor sidder den følelse?
Hvor kigger du hen?
Det gir meget god mening at:
Vi kigger op når vi ser billeder.
Helt fra tidernes morgen, hvor vi blev designet som art, har lyset påvirket vores evne til at se. Den største lyskilde, den store lampe Solen, – har alt andet lige, altid være over os.
Rent evolutionært har vi meget arvelig erfaring med os, som bl.a. at når vi kigger op, så får vi lys, og vi kan se.
I mørke er vi f.eks. alle farveblind. Fordi der ikke er noget lyst til at reflekterer farverne tilbage til os.
Det meget god mening, at vi kigger op, for at se i billeder.
Vi kigger ud langs ørene, når vi høre lyde.
Vores visuelle sans, er vores seende arts stærkeste sans.
Det er der vi får flest og hurtigst data ind.
Det meget god mening, at vi kigger ud langs ørene, når vi høre lyde, for at forstærke vores fokus på den sans.
Vi kigger ned langs kroppen, når vi mærker følelser.
Vores følelser sidder i kroppen, – ingen tvivl om det.
Og vores krop gør forskellige ting, når vi føler en følelse, – helt uden om vores bevidsthed.
Vi kigger ned langs kroppen, når vi føler en følelse, både for at skærpe vores sans på følelserne.
Og måske også for at observerer helt ubevidst med vores perifere syn, om kroppen gir os et signal, om den pågældende følelse.
Det gir meget god mening, at vi kigger ned langs kroppen, – kilden til følelser, – når vi føler en følelse.
Man kan sige meget om de to gode herre Dr. Richard Bandler og Dr. John Grinder, der er founder til det vi i dag ved og arbejder med indenfor NLP.
De har bygget broen imellem meget langhåret hjerneforskning, til let tilgængelige hverdags værktøjer. Tak til dem for det!
Når det er sagt, – så er der sket meget siden de psykedeliske 60` er og 70`ere, inden for forskning af hjernen, følelser og kropssprog. Højst sandsynligt på baggrund af deres studier.
Egne observationer
Det jeg har set igennem de mange 1000+ mennesker, som jeg har observeret, undervist og coache, er at der er flere afvigelser fra modellen, end det modsatte.
Og ofte ender det op med en diskussion om modellen, i stedet for det signal, der er observeret.
Det jeg vil opfordre dig til at holde øje med er:
For hver gang du interagerer med personen:
- Hvor kigger personen hen, når de tænker på noget positivt!
Nothing else!
Resultatet:
- Det kræver at du er vågen og skarp, – hver gang!
- – Det positive signal, – kan du bruge til noget. Det er dig eller din idé de køber ind på.
Undgå (her til en start):
- Det negative eye access, er underordnet her til at starte med.
Du skal nok høre om det, hvis personen ikke synes godt om din idé eller dig.
I promise!!!
- Det skaber ”dårligt arbejdsmiljø” her i starten.
For hvad gir signalet på noget negativt dig, som fraværet af et positivt signal, ikke kan gi dig?
- Du kan ikke ikke reagerer på et signal. Hvad vil du helst bære med dig videre af følelsesmæssige indtryk?
Noget positivt, eller fraværet af noget positivt?
Eller et negativt signal?
Hvilke følelser vil du helst gå videre med?
Du bestemmer!
HappyHunting
Vil du vide mere, om hvordan du skelner løgn og sandhed fra hinanden?
Og hvordan du kan spotte, hvad du kan stole på?
Så kan du læse mere her: TRUTH SPOTTER™ Live Uddannels
Det første sted vi kigger hen, når vi møder et nyt eller velkendt menneske, er for det meste øjnene.
Hvorfor lige øjnene?
Det er jo et forholdsvist microskopisk sted på hele kroppens lærred … og de bevæger sig og ændre sig ved lyspåvirkning …
Er de overhovedet til at stole på?
#myteromløgn
Du kender sikkert den gamle klassiker fra 1883 Pinocchio, hvor hans næse vokser hver gang han lyver.
Pinocchio er siden da blevet brugt, som symbol på at næsen afslører om du fortæller sandheden.
Det er da også rigtigt at Dr. Alan R. Hirsch fandt ud af, at vi har erektilt væv i vores næse, som svulmer op med blod når vi lyver.
Det er det, der ofte skabe trangen til at pille eller klø næsen, lige inden eller efter vi har sagt noget der ikke er sandt.
Din krop er designet til at bevæge dig
Har du også svært ved at sidde stille? Eller får du måske helt uro i kroppen på et tidspunkt i løbet af dagen?
Det er der en helt særlig årsag til …
At sidde ned for et kort øjeblik, kan hjælpe os med at komme os over fysisk som mentalt stress og overload.
Så vi genvinder energien.
Men i dag sidder de fleste af os mere ned, end vi bevæger os rundt i løbet af en dag.
Det et vores krop slet ikke designet til …
#myteromløgn
En udtalelse som ”Hvis en person som du taler med, bevæger sig rastløst, er det et tydeligt tegn på at de lyver” er en komplet løgn.
Sagt på en mere korrekt måde … det kunne ikke være længere væk fra sandheden.
Det er korrekt at den måde kroppen bevæger sig på, er et tegn på den indre tilstand.
Men HVORFOR er kroppens bevægelser rastløse?
Det er meget mere interessant at vide.
Over telefonen er dit primære non verbale værktøj din stemme. Om folk køber ind på dig, dine idèer og ydelser, afhænger i høj grad af om din stemme er troværdig.
Du ved måske allerede godt at i salg og netværk (og mange andre områder i livet) drejer det sig om at være tryg ved den man handler med. Vi følger ganske enkelt kun de mennesker der er troværdige og giver os en god fornemmelse.
Over telefonen har du hverken ansigtet eller resten af dit kropssprog til at vise at du er troværdig. Der er stemmen dit eneste værktøj.
Stemmen er den del af vores non verbale repertoire, som vi modererer mest bevidst. Kanske enkelt fordi vi høre os selv!
Jeg har et lille forsøg til dig:
Rynk brynene og tag din fiktive telefon og præsenterer dig selv. Hvordan lyder din stemme?
Næste forsøg:
Løft øjenbrynene, så højt op i panden du kan og tag din fiktive telefon og præsenterer dig selv. Hvordan lyder din stemme?
Når vi føler en bestemt følelse, kommer det til udtryk i vores ansigt.
Når vi bruger vores ansigts muskler, f.eks. dem der er en del af en følelse, frisætter vi lidt af følelsen.
Dvs. hvis vi rynker brynene så bliver vores stemme smittet lidt af vrede, som er den følelse der ligger bag de rynkede bryn.
Løfter vi der imod øjenbrynene som når vi er åbne eller nysgerrig, så bliver vores stemme smittet lidt af den følelse.
Hvilken stemme vil du helst blive salgs mæssigt forført af?
Hvordan gør DU din stemme troværdig?
Jeg vil elske at høre om hvordan du gør din stemme troværdig eller dine erfaringer med dette lille fif, i tråden herunder. Del gerne med dem der kunne have glæde af det. Det vil glæde mig.
Indtil vi ses i næste video, – Ha` det rigtigt godt, pas godt på dig selv og dem omkring dig!
