Carrie Homeland Effekten

Kender du det at miste dig selv?
Ja hvad f*anden er det egentlig …?

Det er jo ikke fordi du flytter ud af dit fysiske hylster og det så bliver indleveret helt slapt som en fastelavnsdragt til Lost&Found med en seddel på ”Mangler sin ejer!”!

Men den der følelse af, – at det simpelthen ikke kan være rigtigt det du er omgivet af.

Det er slet ikke DIG at reagerer på den måde du gør.

Det er ikke DIG den er gal med!

Den uendelige livs kampe, om at finde sin flok i de mentale medier:

Du høre dig selv sige nogen ting, hvor du tænker ”Hvor f*anden kom den snakken-efter-munden-dukke fra?”
Eller din stemme bliver svagere og svagere og til sidst hvisker du nærmest.

Du opdager det ikke med det samme, men du oplever at du bliver nød til at gentage mange af de helt banale ting du siger, fordi dine omgivelser siger ”Hvad siger du?” ”Kan du ikke tale lidt højere?”

Og for hver gang får du bare lyst til at kravle endnu længere ind i dit lille mussehul og forsvinde væk på den anden side af væggen.

Sådan havde jeg det hver gang jeg kom på besøg hos ex-svigermekanikken. ”Klanen” de mødtes rask væk 10 gange om året (og svigermor ville gerne have vi kom noget mere), om de samme farveløse retter, i det samme mørke rum under den samme eneste tændte lampe, og talte om det samme som de andre 90 gange.

Noget der kunne slås op i et leksikon!

Det skulle dokumenteres hvem der var den klogeste i dag.
(Udfra gammel forældet viden. De lever jo i fortiden og sagter længere og længere bagud. Sad jeg og tænkte!)

Det er som om de er fra en helt anden planet, – vi taler ikke samme sprog!

Kender du den der følelse af at der slet ikke er resonans i noget af det du siger. Du åbner munden og siger egentlig noget meget begavet, synes du selv. Men de ansigter du taler til, sidder bare med det der helt forstenede ”åben mund og polypper” ansigt og siger ikke et kvæk … jo de siger måske, – ”Hvad siger du?” ”Kan du ikke tale lidt højere?”

Det jeg forstår nu, på (meget lang) afstand af det, er:

Det var jo ikke fordi de ikke kunne høre, – selvom sandsynligheden var der, – 25% af dem var over 70.

Det var mere det, at deres hjerne ganske enkelt ikke havde nogen hylde, at ligge det på, som jeg sagde.

Jeg talte jo om nutiden. Livet. Det der sker her og nu!

De var i fortiden.

Din hjerne kan kun forstå det der bliver sagt, –
når den sammenligner med noget den allerede har prøvet eller kender til.

Det var ikke hørenerven der var beskadiget (eller min stemme der ikke kunne høres).
Det var hjernens ”lagerplads” til den information, den manglede hylder til!

Og her troede jeg at det var mig den var gal med!!!

Resultatet af at være omgivet så massivt og så længe af en ”Klan”, som slet ikke var min ”Tribe”, var at jeg mistede mig selv i jagten på at passe ind.

Jeg troede at jeg skulle dokumenterer min viden, hvor jeg havde den fra, hvem den oprindelige kilde var, og hvor det kunne bevises, om det var rigtigt det jeg sad og sagde.

Jeg lever i nutiden. Jeg observerer det der sker. Jeg ER lige her og nu!

Jeg ser og høre det der sker, – sammenligner med noget, som jeg har oplevet før, – har læst eller hørt om. Så danner jeg mig en konklusion ud fra det. Og det kan være at det er noget andet i morgen!

Hvordan dokumenterer og kildeanfører man lige det??? Det ved jeg heller ikke.

Det gir bare mening for mig, i nuet – dermed er det rigtigt, – for MIG!

Det kan være det er en helt anden ting for dig, for du har med garanti set eller hørt noget andet end jeg har. Og det er helt fint. Det er dér det begynder at være interessant at tale sammen, for at få et mere helt og komplet billede af det der sker, i og omkring os.

I 10 år tillærte jeg mig at tracke samtlige samtaler og interaktioner jeg havde med min ex. Jeg vidste hvad han havde sagt, ordret. Hvad der skete omkring os mens han sagde det. Hvordan han så ud mens han sagde det. Hvordan hans lyd i stemmen lød mens han sagde det. Hvordan jeg stod eller sad, – hvilke signaler jeg sendte afsted, imens han sagde det.

Alt sammen dokumenteret og lagt på lager i min hukommelse, så det kunne hentes frem, – når han kom og konfronterede mig med, at det var mig der havde lavet rav i den igen.

I dag kender jeg mønsteret.

Jeg ved det er der.

Jeg ved også at han ikke gør det bevidst for at få mig ”ud af den”.

Det er hans mønster. Et mønster han kender godt. Et mønster som han reagerer efter og som han ikke er bevidst om.

Et mønster han har tillært sig for at overleve og komme ud af sit ”fangeskab”.

Men JEG kan se det!

Jeg VED det er der!

Kroppen reagerer med sit bedste forsvar:

Jeg har været i kamp- og flugt mode i så lang tid nu, at min krop begynder at reagerer.

Vores følelser har tilkoblet en fysisk funktion, som får os til at overleve, og hvis den funktion ikke får lov til at reagerer færdig, så sætter det sig i kroppen på den ene eller anden måde.

Jeg ligger nu på 3. uge under dynen med en virus, som gør mig uarbejdsdygtig og ikke i stand til at handle mig ud af alting som jeg plejer.
En virus som lægerne ikke kan give antibiotika for. En virus som bare må have ro til at komme ud af kroppen. Så mit immunforsvar atter kan blive stærkt.

Som den gamle indianer medicin kvinde ville have sagt:
”Din krop den græder!” ”Lad den græde færdig!”

Jeg ”havde mistet min stemme” … meget bogstavligt og smukt i overført betydning …

Jeg skulle genfinde MIN stemme. Lytte til den. Høre dens rigtige klan, lyd og budskab.

Midt i min healing og søgning efter min stemme ringer Danmarks Radio P3 og inviterer mig i radioen til en snak, om ansigter!

Sjovt!

Jeg havde mistet min stemme. Jeg bliver inviteret i Radioen. Til en snak om ansigter! Som jo ikke kan ses i en radio!

Det drejer sig om at lytte til min stemme og høre om du kan se hvad jeg ser!

Lyt med her: (2 timer inde i programmet går jeg på)

DR P3 GANDHI 13/11 20115: Ansigter

Hvad kan du høre jeg ser?