Havde fået depression, havde lige haft tre indbrudstyve på besøg, hvor jeg måtte jage dem ud af mit hus… Kort sagt, jeg var i knæ…. Men jeg havde min værdighed, min tro på livet og en kammerat, der sendte mig i armene på Pernille.

Selvom jeg igennem hele mit forløb med stressen, havde taget en beslutning om at være åben og ærlig over for alle, så var der åbenbart ting, jeg TROEDE jeg var ærlig om. Der kunne Pernille så fortælle mig, at jeg jo godt vidste hvad der skulle til, for selvom jeg sagde, at jeg ikke umiddelbart havde den fjerneste anelse, så fortalte min krop en helt anden historie… Og det var den Pernille også kunne lytte til.

Jeg mødtes med Pernille hver uge i næsten et år… Lang tid? Egentlig ikke… Jeg startede i Tivoligarden som 10-årig. Brugte knap 40 timer om ugen med streng disciplin, og et mantra á la “vind eller forsvind” indtil jeg blev 16, holdt en “pause” kun med gymnasium i 1 1/2 år. Én uge efter jeg fik studenterhuen på hovedet stod den på skoleskibet Danmark i 6 mdr., og Livgarden 14 dage efter jeg kom hjem. Her tilbragte jeg over to år, og fortsatte direkte på studiet, hvorefter karrieren fortsatte i finanssektoren. Fandt også på at bygge mit eget hus sideløbende med karrieren. Topkarakterer, flidspræmier, legater var en selvfølge, selvom jeg aldrig havde gjort noget ekstraordinært for at opnå det (var min egen opfattelse). Jeg gjorde min pligt, og hvad man forventede af mig… Så efter at have kørt på 100% i tyve år, 2/3 af mit liv, så kunne kroppen og psyken ikke mere.

Så et lille år med Pernille synes jeg er ganske kort tid, taget i betragtning af, hvad der var udgangpunktet, og så hvad jeg har fået ud af det.

Jeg har fået et liv fuld af glæde, og evnen til at mærke mig selv.

Jeg var sygemeldt i 3 år. Jeg er tilbage i finanssektoren, og er stærkere end nogensinde. Jeg er bevidst om mig selv, mine kolleger, mine omgivelser og min verbale og non-verbale kommunikation. Jeg er bevidst om hvordan jeg kommunikerer med min 6-årlige datter, så vi (næsten) altid har en fest sammen, og vigtigst af alt, hvordan jeg kan opdrage hende til, at være glad, positiv og bevidst om sig selv og hendes omgivelser.

Og jeg er også meget bevidst om hvem der har en stor del af æren for, at jeg er kommet så stærkt igen. Så jeg kan kun give Pernille min bedste anbefaling… (Faktisk burde hun være obligatorisk i folkeskolen )

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan man skriver “Bare hyr hende… Du vil blive glad for det”