BorgMesterBlog: Ankomsthallen … og hjorten-i-lyskeglen.

Han havde temmelig godt styr på det han lavede. Han var faktisk temmelig god.

En fremragende kommunikatør. Både empatisk og ret dygtig retorisk. Så han havde jo ikke et decideret behov for min hjælp.

Han vidste det meste i forvejen, og havde ikke brug for at lære noget nyt.

Det gik OK godt, og han synes han havde styr på sine ting.

Og alligevel lærte han noget.

Og vender nu tilbage 3 måneder efter.

”Ja jeg har jo ikke brug for din hjælp. Hverken den gang eller nu. Jeg ved det meste i forvejen og har ikke et behov for at lære noget nyt. Men alligevel lærte jeg så meget dengang, som jeg tænker over og bruger hver eneste dag. Og har rigtig meget glæde af hver dag.”

Det var Borgmesteren til vores follow-up møde i går.

Det hele startede for et par måneder siden, hvor jeg søgte bolig med lys og lygte, og en i mit netværk rækker hånden frem, og spørg om jeg kan bruge Borgmesteren til noget?

”Tja … han er jo et menneske som alle os andre” tænkte jeg ”måske han kender nogen som kender nogen.”

Det startede med en mail om min situation og en lille bøn til en håndsrækning til mig og min søn. Den mail endte med at jeg lidt kækt foreslår, at jeg kan hjælpe ham med at løfte kommunen både internt og eksternt.

F.eks. internt i kommunen: medarbejder trivsel og nedbringelse af sygefravær. Undervise og træne jobcentrene i at aflæse kandidaterne. Undervise, støtte og træne pædagoger og plejepersonale i hvordan man læser følelser i ansigtet og hvad kroppens sprog siger. Hjælpe og træne politiet i at læse sandhed og løgn ud fra ansigtsudtryk og kropssproget.

Og i det hele taget hjælpe med at gøre det lettere for kommunens borgere at få den hjælp de har behov for.

Han inviterede på kaffe på rådhuset.

På dagen kom jeg i god tid, så jeg fik mulighed for at sidde og suge lidt af stemningen til mig. Jeg sad lige indenfor døren i jobcenteret.

Det viste sig hurtigt at jeg ikke var den eneste der stillede sig op midt på den grå Berendsen måtte og kiggede mig lidt forvildet omkring … hvor skulle jeg gå hen for at melde min ankomst?

Der var en masse fine knapper til div. nummer systemer, og en masse fine tavler der blinkede med et nummer. Men hvor skulle jeg henvende mig, når jeg havde en fast aftale?

Jeg gik hurtigt hen til den eneste af de medarbejdere, der stod synligt fremme, som ikke kiggede ned i jorden eller vendte ryggen til og så travlt optaget ud. Klokken var kun lidt i 9, – og det lignede allerede at de var bagud med alle dagens gøremål. Ja de lignede faktisk nogen som havde brug for et frikvarter.

Jeg gik hen til ham der havde hagen mest oppe fra papirerne, og undskyldte ydmygt om jeg måtte spørge om noget … han kiggede forvildet rundt, som om ”Er der ikke en anden der kan tage det spørgsmål?” Og så sagde jeg hurtigt: ”Jeg har en aftale med Borgmesteren, hvor skal jeg henvende mig?”

Og pludselig rettede han sig op og kiggede mig nærværende ind i øjnene, – ”Nu får jeg lige fat i hans sekretær for dig!” sagde han og greb den nærmeste trykknaps telefon.

Jeg satte mig roligt hen på en stol og observerede livets flow i ankomsthallen. Der kom en ansat, i fri trav hen over hele gå-arealet, og lignede mest af alt en der var på vej til den nærmeste brand-øvelse. Alle ”kunderne” som sad og stod i ”hall`en” sad med vindblæst hår og kiggede lidt nervøst op og rundt på hinanden. For hvad skete der nu? Havde det noget med dem at gøre? Og da ingen rørte yderligere på sig, – faldt de til ro igen. Lige indtil han kom i fritrav fra det andet hjørne …

En ældre herre var netop kommet ind på måtten, og standsede op og kiggede efter den nærmeste menneskelige kontakt. Han fik øje på en kvinde som stod og rodede med nogle papirer lige under skranken, og gik hen til hende. Han blev pænt guidet ud til nummer-standeren for at trække et nummer. Lidt forvirret går han hen til standeren, og kigger længe på hvilken af knapperne han skal trykke på.

Jeg tænkte stille ved mig selv, – ”Gad vide hvor meget nemmere medarbejdernes arbejdsdag, ville være, hvis der blot stod en vært/værtinde lige indenfor døren, hvis fineste opgave var at give menneskelig kontakt, så det skabte tryghed for borgerne så snart de kom ind af døren. Og blev guidet og hjulpet til det de havde behov for, fra start.

Jeg gik hen til manden og spurgte hvad han skulle have hjælp til. Vi fandt den knap med nummer, som havde størst sandsynlighed for, at opfylde hans ærinde her for i dag.

Jeg føler selv at jeg er sådan rimelig terrængående, hvad angår at komme til nye steder og finde frem til målet. Jeg tager gerne selv kontakt og bede om hjælp, hvis jeg skulle nå dertil hvor jeg taber tråden.

Men jeg nåede alligevel til et sted der midt på Berendsen-måtten lige indenfor døren, hvor jeg blev forvirret nok til at kigge mig forvildet omkring. Som hjorten der er fanget i lys-keglen og følte mig lidt usikkert og måske pinligt til mode, for jeg er da terrængående i langt mere komplicerede omgivelser.

Men lige der, da jeg havde krydsskridtet måtten i alle kompassets retninger, blev jeg lidt ej-for-fa`en-kan-jeg-ikke-engang-finde-ud-af-det, før jeg fik kontakt til et menneske. Jeg tænker, jeg taler endda dansk, som nogen af mine ”medpassagerer” ikke gjorde. Så allerede der, var jeg to point foran.

Tænk sig, hvor meget lettere medarbejdernes kontakt til ”kunderne” ville være, hvis de ankomne blev modtaget af et menneske (og ikke en nummermaskine), der trygt bød dem velkommen og guidede dem hen til de bløde ventefaciliteter, alt imens de ventede på boarding af deres tur til at få deres ønske for dagens rejse, opfyldt.

Tjuuu hej … så ville de gå fra forvirret-frygt-utryg-pinlig lukkede synapser i hjernen til en tryg-rar-forventningsfuld borger, der glæder sig til den næste kontakt. For tænk sig hvad der venter af spændende oplevelser på den rejse, når starten går så godt?

Mons tro der kunne springes en masse kontakt-konflikter over?

Mons tro medarbejdernes arbejdsglæde ville stige?

Mons tro at borgernes oplevelse ville blive en langt større og positiv oplevelse?

Mons tro de ville glæde sig til næste gang?

Mons tro der ville være flere smil, øjenkontakt og et “godmorgen” i ankomsthallen, i stedet for blik i jorden, duknakkede silhuetter og slæbende fødder hen over gulvet?

“Det vil jeg æde min gamle spencerhat på at der ville!” – underholdt jeg mig selv med i tankerne, alt imens jeg ventede på at det blev min tur.

Fortsættelse følger …